Da en ung Lionel Messi for første gang tryllede på Camp Nou, var det som at se en danser improvisere sig gennem et minefelt af forsvarsspillere. I dag, tyve år senere, er spørgsmålet, om vi nogensinde kommer til at se den slags magi igen. For mens pressfodbolden har gjort spillet hurtigere og mere intenst end nogensinde, har den måske samtidig kvalt noget af den kreativitet, der gjorde fodbold til “the beautiful game”.
Pressens tyranni
“Moderne fodbold handler om rum – eller rettere manglen på samme,” forklarer Thomas Frank, cheftræner for Brentford. “Der er ikke længere tid til at stoppe op med bolden og overveje sine muligheder. Alt skal ske i højt tempo, og beslutningerne skal tages, før man modtager bolden.”
Denne udvikling er ikke tilfældig. Den er resultatet af års taktisk evolution, hvor hold som Jürgen Klopps Borussia Dortmund og senere Liverpool, samt Pep Guardiolas Barcelona og Manchester City, har perfektioneret kunsten at presse modstanderen. Det har skabt et spil, hvor tiden med bolden bliver kortere og kortere.
Akademiernes dilemma
På ungdomsakademierne landet over mærker man konsekvenserne. “Vi skal træne spillere til den moderne virkelighed,” siger ungdomstræner Michael Hansen fra FC København. “Det betyder, at vi fokuserer meget på hurtige afleveringer og positionsspil. Men jeg kan godt bekymre mig om, at vi samtidig mister noget af den individuelle kreativitet.”
Det er en bekymring, der deles af mange i fodboldverdenen. For mens den moderne fodboldspiller er bedre teknisk uddannet end nogensinde før, er der færre og færre, der mestrer den spontane driblekunst, som tidligere definerede spillere som George Best, Ronaldinho eller Michael Laudrup.
De sidste driblekunstnere
“Se på Vinicius Jr. eller Kylian Mbappé,” påpeger fodboldanalytiker Lars Jensen. “De er blandt de få moderne spillere, der stadig tør drible i en-mod-en situationer. Men selv de gør det primært i kontramomenter, hvor der er plads. Den klassiske dribling i små rum er blevet en sjældenhed.”
Det handler ikke kun om taktik, men også om risikohåndtering. I en verden hvor hver fejl kan blive straffet øjeblikkeligt, og hvor millioner af mennesker analyserer hver eneste boldberøring på sociale medier, er der færre spillere, der tør tage chancen.
Systemets sejr
“Det moderne spil favoriserer systemspillere,” forklarer den tidligere landsholdsspiller Preben Elkjær. “Spillere som Kevin De Bruyne eller Joshua Kimmich er fantastiske fodboldspillere, men deres styrke ligger i deres evne til at fungere inden for systemet, ikke i at bryde det.”
Dette skifte afspejler sig også i måden, vi evaluerer spillere på. Statistikker om afleveringsprocenter, pres-aktioner og løbedistancer har erstattet den mere subjektive vurdering af en spillers evne til at underholde og overraske.
Kreativitetens nye former
Men måske handler det mere om evolution end extinction. “Kreativiteten er ikke død – den har bare ændret form,” argumenterer fodboldfilosof Simon Critchley. “Moderne spillere udtrykker deres kreativitet gennem hurtige kombinationer og kollektive bevægelser rather end individuelle aktioner.”
Dette syn støttes af trænere som Pep Guardiola, der ofte taler om “positionel kreativitet” – evnen til at finde og udnytte rum gennem intelligent bevægelse og timing snarere end gennem driblinger.
Håb for fremtiden?
Spørgsmålet er, om pendulet vil svinge tilbage. Historie viser, at fodbold udvikler sig i cyklusser, og måske vil vi se en modreaktion til den intense presfodbold.
“Der kommer altid et modsvar,” siger den tidligere Arsenal-manager Arsène Wenger. “Måske vil næste generation finde nye måder at udtrykke deres kreativitet på, nye måder at overliste det høje pres.”
Balancens kunst
Udfordringen for moderne fodbold bliver at finde balancen mellem systemets effektivitet og individets frihed til at udtrykke sig. For mens presfodbold har gjort spillet mere dynamisk og taktisk sofistikeret, er der stadig et publikum, der længes efter magiske øjeblikke af individuel brillans.
“I sidste ende handler fodbold om at underholde,” afslutter Elkjær. “Og selvom moderne fodbold kan være betagende i sin intensitet og kollektive præcision, er der stadig noget særligt ved synet af en spiller, der tør udfordre, overraske og få os til at rejse os fra sæderne.”
Måske er driblekunsten ikke så meget døende som den er under transformation. Og mens vi måske aldrig igen får en Maradona eller en Ronaldinho, vil nye former for kreativitet utvivlsomt opstå. For i sidste ende er fodbold, lige meget hvor systematisk og presset det bliver, stadig et spil der lever af momenterne hvor det uventede sker.